Smoothiebowl

Sund sodavand

Når jeg skriver sund sodavand, så mener jeg selvfølgelig vandkefir.

Kefir er en levende kultur, som indeholder en masse probiotiske bakterier, og de er guf for vores tarmflora. Der findes både vand- og mælkekefir. Jeg er blevet glad for vandkefir, og herhjemme er der næsten altid gang i bryggeriet, så jeg hele tiden har sund sodavand på køl. Kefir danner nemlig kuldioxid, så der vil komme brus i.

Vandkefirgryn ligner små gennemsigtige vingummier og føles lige sådan. De lever af vand og sukker og formerer sig under brygningen. Derfor går man hurtigt fra at have en enkelt portion til en masse gryn, man f.eks. kan dele ud af. Det var sådan jeg fik min første portion. Jeg var ikke så klog på området dengang og betalte en sjat penge på DBA for en lille førstegangs-portion. Nu er jeg blevet klogere. Jeg blev nemlig hurtigt medlem af facebook-gruppen “Kefir og Kombucha DK (Alt Om Fermentering)” og opdagede, hvordan folk glædeligt deler ud af deres gryn. Helt gratis. Bare modtageren selv betaler fragten.


Jeg deler også gerne ud, så skriv i kommentarfeltet, hvis du er interesseret. 

 image

Brygning af vandkefir foregår over to omgange. 1. og 2. fermentering.

1. fermentering:
1 dl økologisk rørsukker – Altid økologisk sukker til kefir.
100g vandkefirgryn
1 L vand
1 tsk. økologisk kokossukker kan tilføjes. Jeg har god erfaring med, at det sætter godt skub i gæringsprocessen!

Jeg opløser rørsukkeret med ca. 2 dl kogende vand. Jeg rører rundt med en plastik ske. Kefir er nemlig ikke glad for metal! Så brug plastik, træ, keramik eller glas.
Jeg blander det derefter sammen med 8 dl koldt vand og hælder i flaske. Derefter tilføjer jeg 100 g. kefirgryn. Hvis vandet er lidt for varmt, venter jeg til det har kølet af.

Brug altid en glasbeholder til kefir. Jeg er glad for WECK’s glasflasker, som jeg holder på billedet. De er ret geniale, da man kan fjerne gummiringen så flasken ikke holder tæt under 1. fermentering.

Nu skal vandkefiren stå på køkkenbordet i 2-3 døgn. Jeg bruger en Posca Chalk marker til at skrive dato og tid på flasken. Så glemmer jeg ikke hvor mange dage, den præcis har stået. Genialt tip hermed givet videre!

Man kan i disse dage se, at der er gang i gæringsprocessen ved at give et lille smølfespark på glasset. Så skulle det gerne boble op fra grynene der fylder bunden 🙂

image

Når vandkefiren har stået i 2-3 døgn på køkkenbordet, er det tid til 2. fermentering. Ny WECK glasflaske frem, en plastik-si på toppen og hæld 1. fermentering igennem så grynene sies fra.
Da kefirgryn jo formere sig, vil der være mere end 100 g. gryn i sien. Ved min sidste omgang kefir vejede jeg grynene efter 1. fermentering til 188 g.

I glasset skal der nu tilføjes frugt som smagsgivere. Glem alt om konventionel frugt, da kefir ikke er glad for sprøjtegifte! Jeg bruger ofte hindbær eller jordbær, da det er nemt at have i fryseren. Jeg skolder dem, inden jeg tilføjer det i glasset.

På med gummiringen og klemmerne, så flasken lukkes helt tæt til. Først skal flasken stå et døgns tid på køkkenbordet. Derefter på køl og så er den egentlig drikkeklar. Undervejs er det vigtigt at løfte låget, da kefir danner kuldioxid. Det danner et tryk i flasken, og den kan springe, hvis ikke man lufter lidt ud i den.

Hvad gør man så med kefirgrynene bagefter?
Enten kan man sætte en ny omgang over. Det tager jo nogle døgn før den er drikkeklar, så man kan komme ind i en god rutine, så der altid er noget klar.
Resten opbevarer jeg i et plastikglas med løst låg i køleskabet. Grynene ligger i økologisk sukkervand. Jeg fodrer dem i ny og næ med et drys øko-sukker. Da det jo er en levende kultur, skal man huske at passe godt på dem 🙂

2 kommentarer

  • Johanne

    Hej Katrine! Jeg er ny læser på din blog – og jeg er vild med den! Er selv sygeplejerskestuderende og vegetar på 4. år (spiser primært vegansk).
    Tak for opskrifter til inspiration 🙂
    Jeg kunne godt tænke mig, at prøve kefir af og er derfor interesseret i nogle gryn. Mon du stadig har på lager? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • withlovefromK

      TAK for de fine ord og undskyld det sene svar. Jeg skriver bachelor, så det tager det meste af min tid. Hvor læser du henne, og hvor langt er du i din uddannelse?
      Jeg vil meget gerne sende dig en portion kefir-gryn. Jeg giver dem kvit og frit, det eneste jeg kræver, er bare at du betaler porto. Jeg kan sende en portion, så det passer med et brev på 100g. til 16 kr.
      Send mig en mail (står oppe i kontakt) eller en sms på 60245594. Så kan vi finde ud af noget 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smoothiebowl